søndag den 30. december 2012

Det er jul endnu

Nede på torvet har de fældet juletræet. Julen forsvinder lige så stille og roligt fra gaderne.
Herinde i blogland har der været mere end et par indlæg om at NU er julen slut.
Alt dette blot fordi den 24. er overstået.

Men det er da stadig jul. Herhjemme varer julen i hvert fald til Helligtrekonger d. 6. Januar og faktisk nu en dag mere, for i min mands familie holder de ikke jul d. 24. December, men den 7. Januar.

Vi har aldrig gået meget op i Nytår i min familie, men har selvfølgelig fejret årskiftet alligvel med lidt fest, bang og kransekage.
I år har vi gemt en gave til Bjørn. En stor god en fra mormor. Den får han til Nytår, for i mandens familie får man gaver til nytår, så det skal Bjørn da også have.
Og gaven fra mor, som endnu ikke er helt færdig (fordi jeg ikke måtte arbejde med træ efter min operation), får han den 7. Januar, hvor vi afslutter julen.
Vi skal så lige finde en løsning med julemaden, da det ikke er helt i den vegetariske ånd med det traditionelle grisehoved....


Fortsat glædelig jul herfra!


onsdag den 26. december 2012

Min første sættekasse!

Det er bare en julegave til min niece og ikke til salg i butikken.



Jeg kan ikke rigtig finde ud af om man må bruge andres ting (altså Peter Plys, Smølferne osv.) når det skal sælges. Det tænker jeg umiddelbart at man ikke må, men jeg synes bare at så mange gør det herinde. Nogen der ved noget om det?


Jeg har købt rammen i Søstrene Grene. Billederne er fra en lille bog om Tigerdyr jeg fandt nede i genbrugsen.
Så har jeg bare målt rummene op og klippet billederne til.
Rammen er malet orange med tigerstriber og så er billederne limet ind.
Rigtig nemt.

lørdag den 22. december 2012

Bjørnelavede kort

Vi er jo noget kreative hjemme hos os, men Bjørn er alligvel lige ung nok til selv at lave gaver endnu.
Så nu har han lavet til og fra kort i stedet. 
Princippet kender de fleste herinde allerede og det er selvfølgelig også her i blogland jeg har fået ideen til den hæklede kant.


Bjørn har lavet nogle fine tegninger og jeg har klippet dem ud i cirkler i forskellige størrelser.
Vi har lavet en del flere end dem du ser her, men jeg tog billederne før jeg var færdig med at hækle kant.
På til og fra kortene, har jeg klippet cirkler ud og limet et ekstra stykke karton bagpå.
Så har jeg lavet huller og hæklet.


På de tre mindste herover, har jeg limet to tegningner sammen og dem har vi hængt op i vinduet som julepynt.
På den måde har Bjørn også været med til både gaver og pynt.

onsdag den 19. december 2012

Giraf vs. Giraf

Så har jeg brug for jeres meninger igen!


Som i jo ved, har jeg lidt problemer med min lak. Så nu er jeg i gang med at teste noget nyt maling som ikke behøver lak. Det er naturligvis økologisk. Mærket hedder Auro og jeg har fået det fra Økomaling.dk, som har været så søde at give mig halvdelen af mit test-maling gratis.

Herover kan i se forskellen på "den gamle" og det nye forsøg.
Hvilken en kan i bedst lide af det to?


Herover ses den oprindelige med maling fra stockmar og økologisk lak.


Og her er den nye med maling fra Auro.

Er den nye eller den gamle flottest i farverne?

tirsdag den 18. december 2012

Hjemvendt fra hospitalet

Dem af jer der læste med herinde i løbet af foråret og sommeren ved at jeg har været en del syg. Jeg har haft kronisk pandehulebetændelse i lidt over et halvt år og en CT scanning for halvanden måned siden viste at det skulle opereres.
En måned senere fik jeg et brev fra Gentofte hospital om en tid i begyndelsen af April 2013, men da det jo er lige længe nok at gå og vente og de har den der 1 måneds garanti, kunne jeg søge om at få et tid på et andet hospital tidligere. Det søgte jeg om og da der ikke var noget tidligere, fik jeg en liste over private hospitaler med frit valg og uden beregning. Fantastisk!
Onsdag ringede jeg til Enhed for sygehusvalg og fortalte at jeg gerne ville på Aleris Hamlet. Dagen efter fik jeg et brev fra hospitalet med en tid den følgende tirsdag og selvom at de havde lidt problemer med at få mine scanningspapirer fra Amager, fik jeg en tid til operation allerede mandagen efter. Det var i går.
Aleris Hamlet er simpelthen et skønt hospital og jeg blev behandlet så fantastisk. Jeg har kun Herlev at sammenligne med, men sikke en forskel! Og så gik min operation bare så godt at jeg næsten ikke engang har ondt her dagen efter.
Da jeg blev udskrevet her til morge, rendte jeg lige i supermarked på vejen og tog så bussen hjem.
Selvfølgelig er jeg lidt bims og utilpas og jeg skal også tage smertestillende piller et par gange om dagen, men det er ingenting overhovedet i forhold til hvad jeg havde frygtet.
Jeg havde også været spændt på at skulle i fuld narkose, men åh hvor var det dejligt. Efterfølgende fik jeg også noget mild morfin for de første smerter. Både morfin og narkose kan da lige anbefales herfra! (ment i sjov : )
Det svære lige nu er at jeg ikke må bukke mig forover eller bære noget tungt = Bjørn. Det har han lidt svært ved at forså. Men heldigvis har far taget fri fra arbejde, så han er sat på overarbejde i det lille hjem i stedet.
Sådan noget som at blive opereret frygter de fleste af os jo, så jeg ville bare lige dele med jer hvor fint det gik mig i går.
Tak fordi du læste med.

lørdag den 15. december 2012

Her er vinderen af min julegiveaway!

Så blev det tid til at finde en vinder.
Tak til alle jer der har været med og til de nye der er kommet til. Jeg håber at i fortsat vil læse med herinde.

Jeg er rigtig glad for at fortælle at vinderen er:
 Signe Bang med denne fine blog.

Kære Signe send mig lige en mail, så så vil jeg prøve at få en bjørn afsted til dig inden jul.


fredag den 14. december 2012

Ko og ko

To køer er blevet færdige.


Ih hvor er det ekstra umuligt at tage gode billeder om vinteren!

Køerne blev rigtig fine i malingen, men lakken gik desværre lidt galt.
Det er tydeligst på den nederste, men den er til Bjørn og han er heldigvis ligeglad.
Det var egentlig ikke meningen at han skulle have haft den endnu, men han fik fingre i den og syntes at den var så fin, så han fik lov.


Nu er jeg i gang med at teste noget nyt maling, som naturligvis også er økologisk. 
Mere om det senere.

onsdag den 12. december 2012

Hello jule Kitty


Åh hvor er Hello Kitty dog forfærdelig! 


Alligevel er det blevet til et styks filtet jule Hello Kitty ophæng til min tossede søster. 
Og i skal da ikke skånes synet!

tirsdag den 11. december 2012

Ikke meget jackass over ham her!

Åh hvor jeg dog elskede de tossede Jackass drenge dengang de startede på MTV og Steve-O må da næsten havde været den største jackass af dem alle!

Det er han ikke mere.

Steve-O har nemlig opdaget hvordan kødindustrien virkelig ser ud og har nu levet uden i et år.
Du kan høre ham fortælle hvorfor herunder (både i ord og billeder!)




Videoen her er ret voldsom (og bestemt ikke for børn!), men den viser et virkeligt billede af kødindustrien i dag og derfor synes jeg at den er vigtig at se.
USA er generelt lidt mere ekstrem end Danmark, men der er nu ikke den store forskel og selvom at man ikke har lyst til at tænke over det, så er det os som forbrugere der bestemmer hvad der er acceptabelt når vi går ned og køber det billigste kød og æg fra burhøns i supermarkedet.

Som jeg også har skrevet i de tidligere indlæg (se links herunder), mener jeg ikke at alle skal tage det samme valg som vi har gjort hjemme hos os, men jeg mener at alle bør sætte sig ind i tingene og derfra tage et valg.


Jeg skriver meget lidt om dette emne, selvom at jeg finder det rigtig vigtigt. Og det er ligeledes første gang en video finder vej til min blog. Så jeg håber at i vil tage pænt imod den og give dyrene en ekstra tanke her til jul. Indlægget og videoen er ikke ment som en provokation. Hvis det føles sådan, er du velkomment il at hoppe videre til næste indlæg.
Min blog handler ikke om at være vegetar eller om at jeg ikke bryder mig om pels, men den handler om mig selv, om Bjørn og hvad vi render og laver. Det er en del af os (blandt meget andet) og derfor må dette emne jo komme op engang imellem.

Tak fordi du læste med. Jeg håber at du har klikket play på videoen herover.

Billede og video er lånt af anima.dk

mandag den 10. december 2012

DIY - Dukke. del 3.


Så er vi nået til 3. og sidste del af dukke DIYen. Denne del handler om hår og jeg har to eksempler, som også giver et billede af hvordan man let lave andre frisurer.
Her er links til de tidligere dele: 


DIY. Dukke. del 3. hår.

Til del 3. hår. skal du bruge garn til håret.
Derudover nål, stoppenåle, tråd i samme farve som håret og tråd i samme farve som din hat.

1. Eksempel: 


Start med at sæt hatten på din dukke og sæt så stoppenåle lidt højere oppe end kanten.
Herfra skal din hårgrænse starte.
Du sætter nu tre nåle i midten (panden), hvor den øverste er lige over hattegræsen.
Og du sætter tre i hver side, som er lige bag eller ved grænsen.
Hvis din dukke er større, bruger du flere nåle.

Så skal vi sætte håret på.
Jeg sætter garnet fast på baghovedet med en stoppenål, som vist på billede 4 herover.
Og så går du ellers i gang med at sætte hår:
Kør garnet omkring den forreste nål i siden og bagom den forreste i midten, som vist på billedet herover.


Så kører du garnet ned om den forreste nål i den anden side og op bagom den forreste i midten igen.
Derpå ned i modsatte siden igen (hvor du startede) og omkring samme nål igen.
Kør et par gange omkring samme nål og så videre til den næste. 
Fortsæt til du har været et par gange omkring alle nåle og du har et jævnt lag hår.
Jeg har så bundet enden fast i den anden ende (som jeg før satte fast i baghovedet med en stoppenål) og syet dem fast med et par sting.


Nu skal du i gang med at sy garnet fast med nål og tråd.
Du syr simpelthen bare alle steder der er nåle, så du kan fjerne nålene en af gangen.
Brug tråd i samme farve som dit garn og lav dine sting små og fine, især dem i midten, da de kan ses på den færdige dukke.


Jeg starter i den ene side, så midten og til sidst den anden side.
Du må gerne lave et par sting ved hver nål, når bare du gør dem små og fine.


Nu er håret syet færdigt og du skal have huen på.
Sæt den så den sidder rigtigt og dækker en smule ned over håret og sy den så fast.
Brug tråd samme farve som din hue.
Jeg syr først en hele vejen rundt over kanten, hvor jeg allere har syet hatten på maskine (som på billede to).
Så syr jeg helt nede i kanten, lidt indenunder huen (som på billede tre hvor huen er løftet lidt ud).
Først et sting i huen og så et håret eller grænse lige over, så man ikke an løfte op i huen og se at dukken er skallet under den.
Sy hele vejen rundt og så er din dukke færdig.

Hvis du ikke vil have hue på din dukke, kan du lave håret hele vejen ned i nakken og så lave nogle rottehaler eller fletninger, som du kan sy på i siderne bagefter.


2. Eksempel: 

Dennne frisure blev egentlig ikke så vellykket, men i får lige DIYen alligelvel, for den kan laves i mange udgaver (og jeg forklarer andre muligeheder undervejs).

Dukken her får tre fastsyede hår ned i panden.

Mål op hvor huegrænsen er (ligesom ved den første frisure).
Sæt så tre nåle lige over grænsen og tre nåle på panden nedenfor, alt efter hvor langt håret skal være.
Du sætter nu tre nåle tæt ved siden af de øvre tre (som på billederne herunder).
Hvis du vil have mere og tættere hår uden mellemrum, skal du ikke sætte ekstra nåle øverst, men blot en række (forholdsvis tæt på hinanden) på fx. 10 nåle eller hvad du ønsker øverst og det samme antal på panden herunder.


Igen fæstner du garnet på baghovedet (med en stoppenål) og kører så garnet frem mellem de to nåle i den ene side, ned omkring den første nål i banden og op mellem de to nåle igen. 
Så kører du videre til næste to nåle, ned gennem den, rundt om nålen i panden nedenfor og op gennem de to nåle igen. Osv. til du er kommet hele rækken hen.
Hvis du laver det tætte hår (med lige mange nåle oppe som nede), kører du bare en gang omkring hver nål hele vejen hen. 
Når du er færdig, kører du tråden tilbage over baghovedet og fæstener den ligeledes med stoppenålen. Bind evt. de to trådender sammen og sy dem fast med et par sting i baghovedet. Dette vil være skjult under hatten.


Så skal håret sys fast. Brug tråd samme farve som dit garn og lav dine sting så små og fine som muligt.
Sy et eller to sting omkring garnet der hvor nålene sidder foroven og fjern så nålene.
Derpå syr du et lille fint sting forneden ved hver nål.


Som du kan se på billederne blev min tråd lidt løs i det og håret blev til små buer. 
Jeg syede derfor et sting midt på hver af de tre hår til sidst, men resultatet blev ikke det fineste.
Hvis du laver en række af tæt hår, får du ikke dette problem.

Hvis du vil have løst hår, laver du ligeledes en række tætte nåle (hele vejen rundt).
I stedet for at sætte de nederste nåle i panden, har jeg sat dem helt nede på kroppen. Du kan sætte et mindre antal nåle forneden og så kører tråden mange gange om samme nål.
Derpå syr du garnet fast øverst, fjerner alle nålene og klipper så håret til i den længde du ønsker det.

Nu mangler du bare huen og her gør du som beskrevet ved den første frisure.

Nu er din duke færdig.
Som altid kan du skrive med spørgsmål hvis der er noget der ikke giver mening.
Tak fordi du læst med.

lørdag den 8. december 2012

Jule Giveaway reminder : )

Nu er der en uge tilbage til jeg finder en vinder af min julegiveaway.
Har du husket at melde dig til?


Du kan melde dig til lige her.

onsdag den 5. december 2012

DIY - Dukke. del 2.

Hermed anden del af dukke DIY. 
Her kan du se del 1.

Denne del, som omhandler krop og hat, er noget kortere og lidt mere løs i det. 
Det er nemlig rigtig svært at få kroppen lige den rigtige størrelse, så den passer til hovedet.
Jeg laver den lidt større end jeg tror den skal være og så syr jeg gerne en prøve først af noget reststof.

Som jeg også skrev i del 1, har jeg taget billeder undervejs af de forskellige dukker og det er derfor ikke den samme dukke på billederne hver gang. Det kan du se tydeligere i denne del.


DIY. Dukke. Del 2: Krop og hat.

Du skal bruge: stof til krop og hat og uld til fyld.
Derudover papir til skabelon, nåle og symaskine.


Klip en skabelon af papir og klip så to stykker stof herefter.
Sæt de to stykker stof sammen me ydersiden indad.
Sy sammen langs kanten (på maskine), men lav en åbning i toppen (til hovedet).


Vend vrangen ud og fyld med uld.
Der skal være plads til den lille krop fra del 1.


Put den lille krop (fra del 1) ned i og fyld evt. lidt mere i uld ved armene og rundt om kroppen.
Sy derpå halsen sammen.
Nu er kroppen færdig.

Hat:


Igen laver du en skabelon af papir. Sørg for at den når hele vejen rundt om hovedet + et par centimeter.
Klip et stykkes stof herefter.
Læg huens kant op og sy (på maskine).
Fold stoffet på midten (med ydersiden ind) og sy det på maskine (som vist på billedet).
Vend vrangen ud og du har nu en færdig hat.

Hvis din dukke ikke skal have hår, kan du sy hatten på nu og din dukke er færdig.
Ellers syr du hår på først og derpå huen udover.
Håret tager vi i 3. og sidste del af denne DIY.

Igen skal du endelig skrive hvis du har spørgsmål.


tirsdag den 4. december 2012

DIY - Dukke. del 1.

Som lovet kommer her en DIY til mine små dukker.
Jeg har taget billeder undervejs. Det er forskellige dukker jeg har fotograferet, derfor ser dukken på billederne her lidt forskellig ud under vejs. Det ses dog ikke så tydeligt i dette indlæg.
Her er første del som er for hovedet. Senere følger del to som er krop og hat og til sidst del tre om hår.



DIY Dukke. Del 1. Hovedet.

Du skal bruge: Stoppenåle, synål, stærk tråd, strækstof og uld.
(Min tråd er fra Panduro, stoffet et lille stykke stræklagen (en gammel undertrøje kan fx. også bruges) og mit uld er fra Filtestedet.
Senere hudfarvet strækstof og tråd eller garn til øjne og mund.
(Jeg har købt mit hudfarvede strækstof i Panduro).

Størrelsen kommer bare an på hvor stor din dukke skal være.


Lav en lille bold af uld og stram stoffet omkring som vist på billedet.
Træk godt i stoffets kanter, så det bliver stramt om uld-bolden.
Sy tråd flere gange om bolden som vist på billedet.
Så har du hovedet.


Lav igen en lille bold uld og fold resten af stoffet (kroppen) omkring. 
Sæt fast med nåle. 
Du må gerne folde stoffet over hinanden. Det ville ikke kunne ses på den færdige dukke.
Sy stoffet sammen.
Så har du grundformen.


Nu skal vi lave hovedfaconen: 


Beslut hvor ansigtet skal være.
Hæft ende midt på siden af hovedet, sy et ting på modsatte side (tindingerne). 
Bind snoren et par gange stramt omkring ansigtet og hæft ende (men klip ikke tråden over).


Du gør nu det samme den anden vej rundt om hovedet. Altså fra tinding igen, under hagen, til den anden tinding og over hovedet. Bind et par gange stramt rundt og hæft ende i begge sider (tindinger).

Så tager du snoren der løber over baghovedet og hiver den ned i nakken.
Se de to billeder herover.


Så skal vi have hud på:

Du skal bruge et stykke stof der kan nå hele vejen rundt når du strækker det lidt.
Det er besværligt med et tykke der er for stort.
Mit stykke stof dækker ikke baghovedet, da dette alligvel vil være dækket af en hat, men det kan du gøre som det passer dig.


Sæt stoffet fast med nåle, så det er strukket godt ud. 
Det skal naturligvis være glat og pænt på forsiden hvor ansigtet skal være.
Sy stoffet fast i nakken hvor de to stykker mødes og sy derpå kanten ovenpå hovedet fast. 
Sørg for at det bliver strukket lidt, så det sidder stramt over ansigtet.


Derpå syr du stoffet fast på kropsdelen. 
Sy først ned langs rykken hvor enderne af stoffet mødes.
Og sy så den nederste kant fast.
Her er det vigtig at du strækker godt i stoffet (ellers får du folder langs halsen på din dukke).
På billede to og tre herover kan du se hvordan jeg først syr et sting i det hvide stof (et stykke nede) og så et i det hudfarvede. Bliv ved sådan, så trækker du stoffet godt ned, så det bliver stramt.


Nu skal halsen strammes til. 
Du hæfter ende i nakken, binden tråden et par gange om halsen og strammer til.
Hæft ende i nakken igen.

Så manger vi bare ansigtet:


Mål op med tre stoppenåle hvor øjne og mund skal være.
Sy derpå øjne og mund så stort eller småt du ønsker det.
Jeg synes det er finest at sy med alm. tråd i sort og rød og ikke gøre øjnene for store.
Munden syr jeg blot som en streg og altså ikke en glad mund, da det overlader mindre til fantasien.
Det er jo svært at lege at en dukke der smiler fx. er ked af det.
Men det gør du selvfølgelig bare som du synes det er finest.
Du kan også sy øjne med garn og lave dem store runde eller som stjerner.
Hæft ende i baghovedet.
Nu er dit dukkehoved færdigt.

Ganske snart følger de to næste dele.

Hvis du er i tvivl om noget, skal du selvfølgelig bare spørge.
Ofte kan du også gætte dig frem. Det gør jeg også selv og det er jo utallige måder sy dukker på
Men spørg endelig hvis der er noget.

mandag den 3. december 2012

Pin it! og 100 faste læsere!

Så kom dagen hvor jeg lavede mig en profil på Pinterest. Jeg er ellers håbløst bagefter med den slags.
Nu kan du også følge med der og se sådan cirka det samme som her ; )


Og så har jeg netop fået mig læser nr. 100! 

Jeg ville have fejret det med en giveaway, hvis jeg ikke allerede havde gang i en.
Den kan du se lige her.

søndag den 2. december 2012

Hej jul


Lørdag var vi til julebazar på Michael Skolen. Det er en af vores måske skoler til Bjørn og en af de steinerskoler jeg ikke rigtig kender. Det var en lidt lang gåtur fra bussen, men til gengæld er skolen virkelig fin og Bjørn løb rundt udenfor og legede en masse og blev dejligt beskidt.


Vi fik købt lidt lækkert på bazaren og spist dejlig øko mad.
Og så nåede jeg at få lavet en adventskrans til os. Det var jo lige sidste øjeblik med første søndag i advent i dag.


Da vi var inde få æbleskiver og gløgg, fandt Bjørn noget han kendte. 
Nemlig en af mormors lamper.
Mormor havde jo et firma i "gamle dage" og lavede trælegetøj og ting, som blandt andet mange steiner børnehaver har købt. 
Og her var loftet fyldt af mormors lamper og så var der denne væglampe, hvor Bjørn kunne nå kontakten. Så der blev tændt og slukket i et væk mens vi andre nød vores æbleskiver.


Adventskransen blev med bivoks lys som vi også købte på skolen.
Bivoks er rigtig sundt (modsat stearin) og dufter så skønt, så det var bestemt de ekstra penge værd.


Så er der blevet pyntet en smule op herhjemme.
Adventskransen står og pynter i vindueskarmen sammen med de tre små nisser, som mormor også har lavet fra flere år siden. 
Filtnissen har jeg lige hurtigt lavet og er ved at lave noget mere pynt af filt som vi kan hænge op.
De to nisse klemmer på Bjørns dørskilt, vandt han i fiskedammen på Michaelskolen.

Og så var der igen noget i hjemmeskoen i morges. 
Hjemme hos os kommer nissen nemlig på besøg i løbet af natten og lægger en lille gave i hjemmeskoen. I dag fik Bjørn en lille gris.


Og så er det jo rigtig blevet jul med sne i gaderne og i luften. 
Først var Bjørn lidt skeptisk, men sneen er hermed accepteret.

Så er det jul!