tirsdag den 7. august 2012

Fortælling fra Småland

Torsdag eftermiddag blev jeg hentet herhjemme i Brønshøj af min morfar. Jeg havde frygtet det øjeblik hvor jeg skulle sige farvel til Bjørn og køre afsted. Men øjeblikket kom og gik og selvom at det var lidt med en sten i maven at jeg så ham bliver mindre og forsvinde helt på gaden bag os, var det egentlig okay og jeg vidste jo at han var i trygge hænder.
Så vi kørte afsted, min morfar og jeg. Han er egentlig ikke min morfar og jeg kalder ham altså bare Arne, for det hedder han. Men han har været far for min mor og hendes søskende i mange år og da han faktisk er deres adoptivfar, er han vel teknisk set min morfar.
Min rigtige morfar har jeg ikke snakket med siden jeg var 12 år gammel og vi besøgte ham og hans "nye" kone som bestemt ikke bryder sig om os i deres lidt for fine lejlighed hvor de serverede ål til frokost. Men jeg ser ham faktisk rigtig ofte når jeg går forbi hans lille butik som ligger her i Brønshøj. Jeg går aldrig derind og han kan ikke kende mig når jeg går forbi, men han ser ud som jeg altid har husket ham med sit hvide skæg og hår.


Arne mødte jeg første gang for et par år siden og han blev en del af familien med det samme. Han elsker alt friluftsliv og det er ham der har lært mig at ro kajak.
Da jeg så for en måneds tid siden fortalte ham at jeg skulle et par dage til Sverige at vandre - Jeg går jo hjemme med Bjørn, så det der med at være væk og alene, er ikke noget jeg har prøvet siden før jeg blev gravid - inviterede han mig med på kajaktur i stedet og hvis der er noget jeg er mere vild med end at vandre, så er det at ro kajak!
Så torsdag eftermiddag kørte vi hele vej op til Åsnen i Småland.
Da det blev lidt sent før vi kom derop besluttede vi os for at overnatte på campingpladsen i Torne og først ro ud næste dag. Egentlig skulle vi overnatte på en af øerne de dage vi var der, men vi blev enige om at vi ville nå at ro mere hvis vi lod teltene stå på campingpladsen og roede ud på dagsture.

Det er længe siden efterhånden at jeg var ude og ro sidst, så jeg skulle da også lige vænne mig til at sidde i kajakken igen og hvordan man ror uden at få ondt i armene. Men når man har lært det, finder det hurtigt sin vej tilbage i kroppen igen.
Og hvor er det en fantastisk følelse at sidde der lige i vandets overflade! Det kan slet ikke sammenlignes med en båd eller andet hvor man sidder hævet et stykke over vandet.
I en kajak bliver du en del af vandet og du må arbejde med vandet og blæsten på godt og ondt.
Det skønneste, synes jeg, er når der er helt stille og ikke en bølge at se på vandets overflade. Når du så sidder der helt roligt uden at bevæge dig og mærker der små skvulp der vugger dig stille og roligt frem og tilbage og du lytter og hører naturen omkring dig. Det er så fredfyldt. Og når du så ror igennem dette rolige vand og farten du skyder er kun skabt af dig selv. Det er en fryd!
Det er selvfølgelig også skønt når bølgerne og vinden hjælper dig på vej og ligeledes kan det være fantastisk at kæmpe sig gennem bølgerne med blæsten i ansigtet og det virkelig kræver noget af dig at rykke dig fremad. Det er fantastisk at ro kajak.

Vi satte kajakkerne ud i den lille havn i Hulevik 8 km syd for Torne og derfra roede vi syd den første dag.
Nogle gange kan det være svært at se hvad der er øer og hvad der er fastland. Alt er jo træer deroppe og det hele blander sig sammen når det er lidt på afstand. Er det diset eller mørkt og har du ikke kompas med, er det let at fare vild. Man får faktisk en ret stor bøde deroppe hvis man farer vild og ikke har kompas med.
Efter et par timer kom vil til en klippe/stor sten der stak op af vandet. Dem er der masser af. Nogle gange stikker de højt op og andre gange ligger toppen lige i overfalden, så man skal altid være på vagt for ikke at ramme ind i dem, for er man uheldig får man flænset sin kajak. Nå men denne sten vi kom til var speciel fordi der voksede et smukt træ ovenpå og det så simpelthen fantastisk ud! Vi ville holde vores kaffepause der, men den var desværre ikke til at komme op på fra vores kajakker, så vi måtte finde os en af de mange lidt større øer til vores første pause.
Senere, ved 15 tiden, holdt vi spisepause på en stor ø og som kompensation fandt vi os en ordentlig stor sten at spise vores frokost ovenpå. Øerne er vilde bortset fra at der på flere af de større er ryddet en vej hele vejen rundt til når de en sjælden gang imellem skal have tyndet ud i træerne. Mange af øerne er også fredet i løbet af sommeren, så fuglene har dem for sig selv.

Næste dag roede vi nord fra Hulevik. På denne tur var der ikke lige så mange øer som længere syd. Der var også lidt flere mennesker. Vi mødte to fiskere på den første tur. Her på turen nord mødte vi både speedbåde og kanoer og her holdt vi vores spisepause på en lille fastankret tømmerflåde med en bænk på. En fantastisk ide nogen har fået at sætte den op derude!
Der blev ofte lovet regn og blæst, men det kom aldrig rigtigt. Det blæste en smule op i starten af vores tur nord og vi roede ind og hold en pause, men så stilnede det af igen og vi roede videre. Vi havde forestillet os at turen hjem igen skulle blive hård, men da vi så holdt vores spisepause på den lille tømmerflåde, vendte vinden og på turen hjem fik vi medvind igen.

Jeg havde troet mig at dagene i Sverige ville blive rigtig svære, for jeg havde jo aldrig været væk fra Bjørn så længe og kunne slet ikke forstille mig at savnet ville slippe mig, men det gjorde det! Selvfølgelig glædede jeg mig til at komme hjem og se min søn og mand igen, men den frihed jeg følte var enorm. Jeg er jo vant til at være ude i naturen og sove i telt og være helt helt fri. Sådan var mit liv indtil jeg mødte min mand på en af mine rejser og denne følelse kom tilbage da jeg var i Sverige. Friheden i naturen som jeg elsker og friheden ved ikke at have det evige ansvar for min elskede søn. Jeg kunne slappe fuldstændig af for første gang siden Bjørn blev født og det havde jeg godt nok trægt til.

Søndag formiddag pakkede vi os sammen og vendte hjem til lille Danmark igen, men først efter et stop ved godis flyet hvor jeg var tvangsindlangt til at bruge 200 kr og jeg gik derfra med to store bøtter slik. Wauw man får da lige noget for pengene i Sverige!
Så vendte vi ellers hjem og jeg blev mødt med en ordentlig knuser fra min dejlige søn.
Det er skønt at rejse, men det allerskønneste er nu at vende hjem igen.

6 kommentarer:

  1. Årh hvor det lyder som en rigtig god oplevelse både mht. natur, selskab og mental tilstand. Så godt at du fik kontakt med din glæde for at være i det fri igen, istedet for kun at have fokus på savn. Fedt, fedt! Og tak for et laaaaaangt indlæg : )

    SvarSlet
    Svar
    1. Ja det var simpelthen skønt! Tak fordi du læste dig hele vejen igennem min fortælling : )

      Slet
  2. Det var en spændende læsning. Og jeg kunne næsten fornemme hvordan den laaaaange knus fra din søn føltes... :o)

    SvarSlet
  3. Hej Anna! Jeg turde ikke at spørge i går, men bliver alligevel drevet af nysgerrighed :o) Hvor gammel er Arne? Og var du ikke bange for at være alene med ham ude i naturen - jeg tænker på hvis han fik det dårligt? Kan forestille mig at han er oppe i årene, og sådan en tur kræver nogle krafter... Men det kan godt være, at det bare er ordet "morfar", der virker forvirrende...? ;o)

    SvarSlet
    Svar
    1. Haha nej det var jeg godt nok ikke bange for! Han er jo vant til at ro kajak og der er langt større risiko for at der skulle ske mig noget hvis de endelig var. Men der kan jo altid ske en ulykke uanset alder og hvor trænet man er og der er man selvfølgelig også klar til.

      Slet